Fremtidens energiforsyning skal basere sig på vedvarende energi

Skærbækværket

Skærbækværket forsyner også borgere og virksomheder i Vejle kommune med el og varme.

 

Energiforsyningen i Danmark bliver mere og mere grøn, og målet er, at Danmark er selvforsynende med vedvarende energi i 2050. Der er to forskellige måder at komme derhen – at reducere forbruget eller at omlægge energiproduktionen.

Selvom den samlede udledning fra energiproduktionen falder, er det stadig 32% af Vejle Kommunes samlede CO2-udledning, der kommer herfra. Den største del er fra el-importen, men også naturgas har en stor andel mens private oliefyr har en mindre andel.

Diagram over CO2 udledning fra Vejle Kommune

Diagram over CO2-udledningen fra Vejle Kommune

Der er en række udfordringer, men også muligheder, forbundet med at omstille til en grøn energiproduktion. En ad dem går på, hvor man skal placere f.eks. solceller og solfangere, vindmøller og biogasanlæg. Her vil vi arbejde målrettet med at sikre lokalt ejerskab, når der udlægges arealer til vedvarende energi, så alle får glæde af indsatsen. Vi ønsker at teste og eksperimentere med både nye teknologier, men også nye samarbejds- og ejerskabsformer. Her er lovgivningen og skatter/afgifter samt vedtægter i forsyningsselskaber flere gange blevet nævnt som forhindringer ift. at gøre ting på nye måder. Det kan  f.eks. være i forhold til at udnytte overskudsenergi, etablere nye mindre fælles energianlæg eller udvikle nye ejerskabs- og driftsmodeller. Det vil vi gerne være med til at udfordre, hvor det giver mening.

DK2020-samarbejdet er en del af Vejle Kommunes klimaindsats. Her udarbejdes en plan for en række indsatser indenfor CO2-optagelse og reduktion, der prioriteres politisk. Kommuneplanen er et vigtigt redskab i indsatsen bl.a., fordi den skaber rammerne for energiproduktion og giver mulighed for udpegning af naturområder til lagring.

En strategisk energiplan skal vise, hvordan vi arbejder hen mod en 100 % grøn energiforsyning. Fokus vil her ligge på at skabe rammer for produktion af vedvarende energi, en plan for omlægning fra naturgas til fjernvarme samt udfasning af oliefyr.