Retningslinje for sommerhusområde ved Mørkholt i Vejle Kommune

Der er udlagt et areal på ca. 22,1 ha (99.S.10) til sommerhusformål bagved det eksisterende sommerhusområde.

Arealet skal afgrænses som vist på kortskitsen, og der må maksimalt udlægges 110 sommerhusgrunde inden for området.

Arealet indeholder flere diger, der er beskyttede efter museumslovens § 29 a. Disse diger skal sikres beskyttelse i lokalplanen. Hvor vejbetjeningen af området helt undtagelsesvis nødvendiggør gennemskæring af et dige, skal det være tilladt, hvis der opnås dispensation efter museumsloven hertil.

Ved kommune- og lokalplanlægningen skal det sikres, at myndighedskrav efter anden lovgivning respekteres, herunder tilladelser fra andre myndigheder.

Redegørelse 

Et af Vejle Kommunes få sommerhusområder ligger langs Vejle Fjord fra Mørkholt i nord til Hvidbjerg i syd. Området er af ældre dato, og der er bebyggelse helt ned til kystskrænten.

Et 90 ha stort areal bag det eksisterende sommerhusområde blev i Vejle Amts regionplan 2005 reserveret til almene ferie- og fritidsformål. Med et landsplandirektiv blev ca. 22,1 ha af dette areal konverteret til sommerhusområde, mens resten tilbageføres til jordbrugsformål og naturområde. Det nye sommerhusområde ligger bag det nuværende sommerhusområde, adskilt af en bred grøn kile.

Vejle Kommune har i 2019 søgt om at få lavet et nyt landsplandirektiv, der omplacerer arealer til sommerhusområder ved Mørkholt.