Den samlede detailhandelsstruktur for Vejle Kommune ses på oversigtskort for detailhandelsområder samt på detailkort over de enkelte områder. Placering og størrelse af butikker følger planlovens almindelige bestemmelser med mindre andet er angivet i kommuneplanrammerne. Rammer for nybyggeri fremgår af skemaet for detailhandel.
Redegørelse
Detailhandlen skal først og fremmest koncentreres i bymidterne for at udnytte den eksisterende infrastruktur og den kollektive trafik bedst muligt samt skabe et livligt bymiljø. Det eksisterende aflastningsområde og områder til butikker med pladskrævende varegrupper supplerer bymidterne med de butikker og funktioner, der på grund af deres størrelse og funktion ikke kan indpasses i bymidterne.
Der lægges ikke i Kommuneplan 2021-2033 op til at udvide det eksisterende aflastningsområde eller etablere nye aflastningsområder.
I større byer kan der endvidere udpeges bydelscentre til områdernes lokale forsyning. Desuden kan der i alle byer udlægges lokalcentre, der er mindre koncentrationer af butikker til områdets lokale forsyning.
Endelig findes der enkeltstående butikker til områdets daglige forsyning, som ikke er vist på kort.