Redegørelse for planlægning i Kystnærhedszonen

Forslag til Kommuneplan 2021-2033 for Vejle Kommune indeholder en række allerede vedtagne, men ikke fuldt udnyttede arealreservationer til fremtidig byzone og samt en reservation til fremtidigt sommerhusområde og til en campingplads, der skal forblive i landzone. Der udlægges et nyt område til boliger i den nordlige del af Vejle By.

Fælles for disse områder er, at de ligger bagved eksisterende by eller eksisterende skov, og der skabes derfor ikke en ny bebyggelsesfront mod kysten. Der er ingen planlagte tekniske anlæg inden for kystnærhedszonen.

I det følgende gennemgås kort de enkelte områder i forhold til kystnærhedszonen.

Eksisterende udlæg:

Vejle Midtby

1.1.B.19 Boligområde ved Toftekæret og Toftevej

Området er i den gældende kommuneplan udlagt til rekreativt område. Området giver mulighed for at lave noget tæt bebyggelse i form af etageboliger tæt på midtbyen, som der er efterspørgsel efter.

Bebyggelsen opføres som en samlet bygningskrop med en karakter af en markant grænse mod det åbne land i en høj arkitektonisk kvalitet. Det skal sikres, at ådalens landskabstræk og deres indbyrdes sammenhænge ikke sløres eller ødelægges. Området ligger bag ved eksisterende høj bebyggelse, i den vestlige del af Vejle Midtby og danner ikke en ny bebyggelsesfront mod kysten. Afstanden til inderhavnen er ca. 1,4 km.

Nørremarken i Vejle By

1.5.B.10 Boligområde ved Store Grundet Allé og Viborgvej

Dette område er i den gældende kommuneplan udlagt til offentlige formål med mulighed for boliger. Størstedelen af området har været udlagt i Regionplan 2005 for Vejle Amt til boliger, men blev i Kommuneplan 2009-2021 ændret til offentlige formål til brug for en travbane. Området kunne fortsat anvendes til et mindre antal boliger. Placering af en travbane er ikke længere aktuelt, og kommunen ønsker, at området igen kan bruges udelukkende til boliger. Kystnærhedszonen berører den sydlige del af området, som grænser op til den eksisterende byzone.

Hele Vejle by ligger inden for kystnærhedszonen, med undtagelse af vestlige bydele.

Udlægget følger hovedprincipperne for planlægning i kystnærhedszonen. Byudvikling sker i tilknytning til eksisterende byzone, i størst mulig afstand til kysten og bagved eksisterende bebyggelse for at sikre de åbne kystlandskaber.

Bredballe/Lysholt i Vejle By

1.6.B.12, 1.6.B.16 og 1.6.R.4 Tirsbæk Bakker

Områderne er udlagt i Regionplan 2005 for Vejle Amt som et samlet byudviklingsområde, der indeholder boliger og rekreative områder. Den største del af ramme 1.6.B.12 er realiseret, ligesom en mindre del af ramme 1.6.B.16. Boligområderne samles i den nordlige del af området, og det rekreative areal er indskræntet til arealerne mellem boligområderne samt langs Horsensvej og Juelsmindevej. Antallet af boliger vil være ca. 1.000. De 2 boligområder er omfattet af kystnærhedszonen. Vejle er kommunens hovedby og byudvikling er derfor højt prioriteret her. For at sikre tilstrækkelige arealer til byudvikling i tilknytning til Vejle og på grund af de bindinger, som især skove og ådale medfører, er det nødvendigt at inddrage arealer inden for kystnærhedszonen.

Mod sydøst har byen således nået en grænse i form af Skærup Å og Munkebjergsskoven. Mod vest og sydvest udgør Højen ådal og Vejle Ådal tilsvarende barrierer. Mod nordvest er der udlagt arealer omkring Uhre.

Mod nordøst er der udlagt store arealer til erhverv, som også udgør en barriere, idet det vil være i modstrid med væsentlige planlægningsmæssige hensyn at udlægge arealer til boligformål på ”ydersiden” af et større erhvervsområde. Det ville f. eks. kunne medføre miljøgener, manglende trafiksikkerhed og vanskeligheder med at tilbyde offentlig service. De to områder er funktionelt bundet op på bydelen Bredballe, hvor der er skole og andre offentlige og private servicefunktioner. Udlæggene er lokaliseret i størst mulig afstand fra kysten og som en kontinuerlig byudvikling.

Afstanden fra kysten til de 2 boligområder er ca. 2 km. Arealerne fra kysten og ind i landet er skovklædte de første 1-1,5 km, og boligområderne er meget lidt synlige fra kysten. Områderne er fortsat aktuelle.

Områderne er delvist lokalplanlagte og under udvikling.

1.6.E.3. / 1.6.B.6 Bredballe / Lysholt

Mindre dele af disse 2 områder syd for Bredal Kær er ikke udnyttet. Områderne ligger helt omkranset af erhvervs- og boligområder og er ikke synlige fra kysten.

Området er fortsat aktuelt.

Brejning

9.B.27 Boligområde vest for Fælleshåbvej i Brejning og 9.B.28 Boligområde øst for Fælleshåbvej 

Børkop/Brejning-området har gennem en årrække tiltrukket mange nye indbyggere, især børnefamilier. Området ligger tæt på motortrafikvejen mellem Fredericia og Vejle med adgang til mange arbejdspladser. Den østjyske længdebane går gennem området med stationer i både Børkop og Brejning og med timedrift til Vejle/Århus og Fredericia/Esbjerg.

De seneste 10 år har de to byer tiltrukket ca. 2.000 nye indbyggere, en stigning på over 30 %. Området er således det område i Vejle Kommune, som relativt tiltrækker flest nye indbyggere.

De udlagte områder 9.B.27 og 9.B.28 ligger omkring Fælleshåbsvej mellem Børkop og Brejning, hvor også Fælleshåbsskolen ligger, der betjener Brejning og dele af Børkop. Området ligger tæt på butikker og anden service.  En større del af 9.B.27 er lokalplanlagt.

Områderne ligger mere end 2 km fra kysten og bagved den eksisterende bebyggelse i Brejning, og danner dermed ikke en ny bebyggelsesfront mod kysten. De hindrer eller vanskeliggør heller ikke adgangen til kysten.

Områderne er delvist lokalplanlagte.

Gårslev

14.B.7. Boligområde ved Høllvej 

Gårslev er udpeget som lokalby og har bl.a. skole og dagligvarebutik, som man ønsker at understøtte ved at sikre muligheder for ny boligbebyggelse. Det eneste område, som ikke ligger inden for kystnærhedszonen ligger sydvest for byen. Hele dette område er udpeget som kirkeomgivelser for Gårslev Kirke. Området er delvist udnyttet.14.B.7 er beliggende bag større sommerhusområder og vil derfor ikke påvirke oplevelsen af kystlandskabet. Området er lokalplanlagt og under udbygning.

Området er lokalplanlagt ogunder udvikling.

14.B.8 Område til boligformål ved Kragholmvej, se forrige kort

Gårslev er udpeget som lokalby og har bl.a. skole og dagligvarebutik, som man ønsker at understøtte ved at sikre muligheder for ny boligbebyggelse. Det eneste område, som ikke ligger inden for kystnærhedszonen ligger sydvest for byen. Hele dette område er udpeget som kirkeomgivelser for Gårslev Kirke. Udpegningen skal sikre udsigten fra kirken og indsigten fra de omgivende veje.

Arealudlægget i 14.B.8 i Gårslev ligger bag ved eksisterende bebyggelse og danner ikke en ny bebyggelsesfront mod kysten. Området er fortsat aktuelt og en del af det er lokalplanlagt og under udbygning.

Området er lokalplanlagt og under udvikling.

Det åbne land

99.O.10 Arealtillæg til eksisterende område til offentlige formål i Gauerslund, se kort under 9.B.27 og 9.B.28

Der tillægges arealer på i alt 5.5 ha til eksisterende område til offentligt formål, der omfatter Fælleshåbsskolen og Gauerslundhallen. De nye arealer skal sikre udbygningsmuligheder til kultur-og idrætsfaciliteter. De eksisterende faciliteter er under stort pres grundet den store befolkningstilvækst.

Områderne ligger mere end 2 km fra kysten og bagved den eksisterende bebyggelse i Brejning, og danner dermed ikke en ny bebyggelsesfront mod kysten. De hindrer eller vanskeliggør heller ikke adgangen til kysten.

99.R.5. Campingplads ved Mørkholt

De to campingpladser i Mørkholt er de eneste i Vejle Kommune med direkte adgang til badestrand. Begge campingpladser ønsker at udvide for at imødekomme efterspørgslen på overnatninger og for at være bæredygtige på lang sigt. Udvidelsesmulighederne er beliggende indenfor kystnærhedszonen, men bag de eksisterende campingpladser eller sommerhusområde. Det vurderes at ændringen fra landbrugsland til campingplads vil have en meget begrænset indflydelse på kystlandskabet, også fordi rammerne kun tillader opførelse af campinghytter samt enkelte servicebygninger.

Ved lokalplanlægningen skal det sikres at alle bygninger opføres i et materialevalg og farver der sikrer indpasningen i kystlandskabet. Området er fortsat aktuelt.

99.S.10 Sommerhusområde ved Mørkholt, se forrige kort.

Området er udlagt ved landsplandirektiv. Området er fortsat aktuelt, Vejle Kommune har søgt om at få omplaceret arealer til sommerhusområde.

Udover disse områder findes der flere mindre områder som alle har det tilfælles at de er helt omkranset af by og anvendes til friarealer til omliggende områder.

Nye områder

Hover/Grejsdalen

1.4.B.19 Boligområde ved Jellingvej i Hover, Vejle By

 

Vejle Kommune oplever en betydelig årlig tilvækst i kraft af sin beliggenhed i den østjyske vækstregion og beliggenheden i forhold til den overordnede infrastruktur. Den faktiske tilvækst har i de sidste ti år gennemsnitligget ligget på 8 % med en opadgående tendens. I 2020 voksede befolkningstallet således med 1252, hvilket svarer til en tilvækst på knap 11 %, og tendensen ser ud til at fortsætte i 2021.

Vejle By er hovedbyen i Vejle Kommune, hvor halvdelen af kommunens 117.000 indbyggere bor. Interessen for at bosætte sig i Vejle Kommune giver et behov for at etablere nye boliger. Samtidig viser husstandsstørrelserne en klar nedadgående tendens, fordi flere og flere bor alene.

Vejle Kommune har i 2019 udarbejdet en boligpolitik, der bl.a. skal sikre et boligudbud, der dækker fremtidens efterspørgsel, sikrer boliger for alle typer vejlensere og sikrer et godt boligudbud i hele kommunen.

I perioden 2016-2020 blev der bygget gennemsnitligt ca. 695 nye boliger om året, og tendensen er opadgående. I 2020 blev der således bygget 1229 boliger. Fordelingen i perioden 2016-2020 har været 40 % etageboliger, 30 % parcelhuse og 30 % rækkehuse. Det vil sige, at der er bygget ca. 415 enfamiliehuse årligt i de sidste fem år. Fremskrives dette tal for de næste 12 år, vil det give et behov for ca. 4.900 nye enfamiliehuse. Dertil kommer ca. 3.300 nye etageboliger.

I Vejle By er der i perioden 2016-2020 bygget 2248 boliger, hvilket svarer til 65 % af de nybyggede boliger i kommunen. Heraf er 57 % af boliger enfamiliehuse. Bruger man gennemsnittet for de sidste 5 års udbygning med enfamiliehuse i Vejle By, vil der de næste 12 år være behov for at bygge ca. 3000 enfamiliehuse. Rummeligheden i ikke-byggemodnede lokalplaner og i kommuneplanen er ca. 1200 boliger. Størstedelen af Vejle By ligger inden for 3 km fra kysten, hvilket betyder, at nye arealer, der skal udlægges i tilknytning til den eksisterende bebyggelse, vil blive udlagt inden for kystnærhedszonen.

Vejle By har begrænsede muligheder for at vokse mod syd. I den nordlige del mod øst er udbygningen godt i gang ved Tirsbæk Bakker i bydelen Bredballe, og der er planlagt en udbygning mod nord ved Grundet Skovby i bydelen Nørremarken. Mod nordvest er bydelen Hover/Grejsdalen vokset med ca. 450 personer de sidste 5 år. Udbygningen er primært sket med baggrund i udviklingsplanen for Planetbyen, der blev udarbejdet i 2005. Sidste etape af helhedsplanen for Planetbyen bliver udbudt til salg i 2021, og på grund af den hidtidige udbygningstakt forventes grundene at være solgt inden for kort tid, og der forventes fortsat efterspørgsel af nye boliger i bydelen.

Vejle Kommune har planer om at udarbejde en helhedsplan for en ny bydel nord for Hover som en forlængelse af den eksisterende bebyggelse. For at kunne imødekomme behovet for nye boliger i den kommende planperiode er der udlagt to mindre arealer, som vil være en del af den kommende helhedsplan.

Jellingvej vil være en vigtigt omdrejningspunkt for udviklingen af den kommende bydel. For at kunne fortsætte boligudbygningen langs Jellingvej og for at kunne udbygge byen inde fra og ud er det nødvendigt at udlægge et areal til boliger, som delvist ligger inden for kystnærhedszonen.

Området ligger ca. 2,96 km fra kysten bag ved den eksisterende by, og vil derfor ikke danne en ny bebyggelsesfront mod kysten. På grund af terrænforhold og foranliggende bebyggelse er området ikke synligt fra kysten.

Udlægget følger hovedprincipperne for planlægning i kystnærhedszonen. Byudvikling sker i tilknytning til eksisterende byzone, i størst mulig afstand til kysten og bagved eksisterende bebyggelse for at sikre de åbne kystlandskaber.