Baggrundsnotat for udpegning af områder forbeholdt produktionsvirksomheder

En ændring af planloven i 2017 indførte regler, som skal sikre, at kommunerne i deres planlægning tager hensyn til produktionsvirksomheder og transport-og logistikvirksomheder, herunder
virksomhedernes drifts-og udviklingsbehov.

Kommunerne skal derfor sikre, at der tages hensyn til virksomhederne, når der planlægges for udvikling af arealer til miljøfølsom anvendelse, såsom boliger, institutioner, kontorer, rekreative
formål m.m. Det vil sige, at gældende miljøregler og vejledende grænseværdier for støj, lugt, støv og anden luftforurening skal kunne overholdes. Dertil kommer, at kommunerne i planlægningen bør inddrage virksomhedernes udviklingsønsker.

Der er indført tre planlægningsmæssige værktøjer, som kommunerne kan benytte sig af:

  • Udpegning af erhvervsområder, som er forbeholdt produktionsvirksomheder og logistikvirksomheder
  • Udpegning af konsekvenszoner omkring erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder
  • Udpegning af transformationsområder for støj- eller lugtbelastede arealer

Erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder

Kommunen har mulighed for at udpege erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder og logistikvirksomheder. Kommunen tydeliggør dermed, hvor man ønsker at sikre udviklingsmuligheder for eksisterende virksomheder. Udpegningen kan også vise, hvor man kan placere nye produktionsvirksomhed og give dem en investeringssikkerhed i forhold til
planlægningen. Det sikres ved, at man ikke blander erhvervsområderne med mindre miljøbelastende virksomheder eller placerer boligområder o.a. tæt på. 

Konsekvenszoner

Kommunen har mulighed for at udpege konsekvenszoner omkring erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder. Konsekvenszonen skal opfattes som en opmærksomhedszone, hvor det tydeliggøres, at her vil der være miljøpåvirkninger, som man i planlægningen skal tage hensyn til.
Udpegning af konsekvensområder kan også ske ud fra ønsket om at synliggøre potentialer for virksomheders udviklingsmuligheder, hvor miljøpåvirkning kan række ud over den egentlige
udpegning af områder forbeholdt produktionserhverv.

Transformationszoner

Kommunen har mulighed for at udpege transformationsområder inden for konsekvensområder, hvis man ønsker at etablere boliger op til støjende eller lugtende virksomheder. I et
transformationsområde kan støjen overskride grænseværdien med 5 dB i forhold til boliger. For lugtbelastede arealer gælder, at grænseværdien i 1,5 m’s højde må overskrides med op til 20
lugtenheder. Kommunerne kan udpege 2 støjbelastede og 2 lugtbelastede transformationsområder hvert 4. år.

Samarbejde om fælles kommuneplan i Trekantområdet

I plansamarbejdet mellem Trekantområdets kommuner er der nedsat en arbejdsgruppe, der skal levere et oplæg til retningslinjer i kommuneplanen om varetagelsen af hensynet til
produktionsvirksomheder.

Udpegning af områder forbeholdt produktionsvirksomheder

Arbejdsgruppen er nået frem til, at følgende kriterier kan danne baggrund for udpegning af erhvervsområder forholdt produktionsvirksomheder og logistikvirksomheder:

  • Erhvervsområder, som indeholder eksisterende virksomheder, eller som er udlagt til virksomheder, i virksomhedsklasse 4-7.
  • Andelen af produktionsvirksomheder i forhold til øvrige erhverv inden for den enkelte erhvervsramme.
  • Gældende planlægning i området og afstanden til planlagt eller eksisterende miljøfølsom anvendelse i nærområdet. 
  • Eksisterende udpegninger begrundet i miljøbelastning, f.eks. virksomheder med særlige beliggenhedskrav.
  • Tilstedeværelse af investeringstunge produktions- og / eller transport- og logistikanlæg samt produktionsvirksomheder af betydning for regionale virksomheders værdikæder.

Udpegning af konsekvensområder

Grundlag for afgrænsning af konsekvensområder kan f.eks. basere sig på støjudbredelseskortlægning i forbindelse med produktionsvirksomheders miljøgodkendelse, på
konsekvensområder omkring udpegede virksomheder med særlige beliggenhedskrav, eller tilsvarende eksisterende godkendte miljøforhold og gældende planlægning. Konsekvenszonernes
afgræsning kan også være baseret på virksomhedernes ønsker til udviklingsmuligheder.

Udpegning af transformationsområder

Arbejdsgruppen har ikke udarbejdet et fælles grundlag for udpegning af transformationsområder, da det forventes, at kommunerne i Trekantområdet kun i mindre grad vil bruge dette værktøj.

Vejle Kommune

Erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder og logistikvirksomheder

Forvaltningen har fået lavet en kortlægning af produktionsvirksomheder og logistikvirksomheder. På den baggrund og på baggrund af de ovennævnte kriterier har forvaltningen gennemgået de
enkelte erhvervsområder, som er udlagt i kommuneplanen. Der er nu lavet et oplæg med forslag til erhvervsområder, der kan udpeges som forbeholdt produktionserhverv. Det vil kunne
understøtte de eksisterende produktionsvirksomheders udviklingsmuligheder eller give mulighed for at anvise nye produktionsområder en investerings-og fremtidssikret lokalitet. Se nedenstående kortbilag.

Langt de fleste erhvervsområder er ikke udpeget som forbeholdt produktionsvirksomheder. Mange især ældre erhvervsområder er bredere i deres anvendelser, og udpegningen af disse
områder til forbeholdt produktionsvirksomheder vil medføre en konflikt mellem kommuneplanen og de gældende lokalplaner, da nye virksomheder fortsat kan etablere sig i overensstemmelse
med lokalplanens anvendelsesbestemmelser.

Transportcentre ville være oplagte at udpege som forbeholdt logistikvirksomheder, men disse områder rummer diverse servicefunktioner, der ikke er foreneligt med en udpegning i henhold til
planlovens bestemmelser.

Årsagerne til en ikke-udpegning kan sammenfattes til:

  • det konkrete erhvervsområde vurderes ikke at falde ind under de kriterier, der ligger til grund for udpegningen, som f.eks. ramme 1.3.E.3 i Sønderdalen, hvor der er mulighed for
    liberale erhverv og servicevirksomheder.
  • en udpegning af det konkrete erhvervsområde til områder forbeholdt produktionserhverv kan betragtes som en indskrænkning – en stramning - i forhold til gældende
    lokalplanlægning som f.eks. 2.E.7 i Give, hvor lokalplanen giver mulighed for butikker med pladskrævende varegrupper.
  • det konkrete erhvervsområde, og herunder den eller de eksisterende virksomheder i området, falder inden for de definerede kriterier, men det vurderes ikke at være en
    optimal erhvervsplacering på grund af manglende infrastruktur i og til/fra området, eller som følge af beliggenhed ved landsby / mindre by som f.eks. 99.E.7 ved Øster Starup.

Udpegning af konsekvenszone

Der foreslås kun konsekvenszone omkring ét erhvervsområde, der er udpeget som forbeholdt produktionsvirksomheder. Det drejer sig om et område, der indeholder en større
fødevarevirksomhed, hvor det kan være hensigtsmæssigt at synliggøre de eksisterende miljøpåvirkninger og potentialerne for virksomhedens udviklingsmuligheder i forhold til et
nærliggende fremtidigt boligområde.

Udpegning af transformationsområder

I Vejle Kommune er der ikke konkrete overvejelser om at anvende muligheden for udlæg af transformationsområder. Udlæg heraf vil kunne give mulighed for en planlægning for boliger i
varigt støj- eller lugtbelastede områder, hvis en række betingelser er opfyldt. Der er således ikke aktuelt behov for udpegning af konkrete konsekvensområder til at sikre denne
planlægningsmulighed.

Områder forbeholdt produktionsvirksomheder i Vejle Kommune

BAGGRUND FOR UDPEGNING - Erhvervsområde ved Sønderdalen i Vejle By ( 1.3.E.2)

Afgrænsning

Udpegning svarer til ramme 1.3.E.2.

Virksomheder og infrastruktur

Indeholder en koncentration af produktionsvirksomheder, herunder Unibolt A/S, Vejle Kalk-og Mørtelfabrik A/S og Elektro Isola A/S. Bredt skovbælte er fastlagt i lokalplan som afskærmning mod boliger, der ligger nord for. Området ligger med god adgang til den overordnede infrastruktur.
Kommuneplanrammen fastlægger miljøklasserne til minimum 2 og maksimum 5.

Konsekvensområde

Der udpeges ikke et konsekvensområde. Mod nord ligger et boligområde og mod syd et erhvervsområde, der bl.a. kan indeholde servicefunktioner.

Bemærkninger

Området er udvalgt, fordi der er en koncentration af virksomheder Minimumsklassen i kommuneplanrammen bør hæves til 4, hvilket også er i overensstemmelse med lokalplanens anvendelsesbestemmelser.

BAGGRUND FOR UDPEGNING - Erhvervsområde ved Viborgvej i Vejle By (1.5.E.5)

Afgrænsning

Afgrænsningen svarer til rammeområde 1.5.E.5.

Virksomheder og infrastruktur

Det udpegede område rummer produktionsvirksomheden Tulip. Området ligger med god adgang til det overordnede vejnet.

Kommuneplanrammen giver mulighed for virksomheder i miljøklasse 4-6. Området svarer til lokalplanens delområde 4 til arealkrævende, regionale funktioner, hvor der må stilles særlige beliggenhedskrav i forhold til forebyggelse af miljøpåvirkning.

Konsekvensområde

Der udlægges en opmærksomhedszone omkring det udpegede område, som er fastlagt på baggrund af en konkret vurdering af virksomhedens udviklingsønsker. Mod vest er der en planlægning i gang for et større boligområde.

Bemærkninger

Tulip er en investeringstung virksomhed af regional betydning. I planlægningen af boligområdet mod vest skal der lægges afstand ind og etableres afværgeforanstaltninger for imødegå miljøpåvirkninger fra virksomheden.

BAGGRUND FOR UDPEGNING - Erhvervsområde ved Bredal Vestermark i Vejle By (1.6.E.2)

Afgræsning

Afgrænsningen svarer Næsten til delområde E2 i lokalplan 1056, der fastsætter anvendelsen i delområdet til virksomheder af regional betydning med særlige transportbehov.

Virksomheder og infrastruktur

Erhvervsområdet rummer for nuværende AGA A/S samt Bredal A/S. Det fremtidige ressourcecenter for Vejle By forventes at blive lokaliseret i området. Området har god adgang til det overordnede vejnet.

Kommuneplanrammen giver mulighed for virksomheder i miljøklasse 1-6. Lokalplanens delområde E2 fastsætter også miljøklassen til 1-6.

Konsekvensområde

Der udlægges ikke konsekvensområde, da de øvrige delområder i lokalplan 1056 zonerer det samlede erhvervsområder mod omgivelserne. Evt. en yderligere opdeling af udpegningen for at undgå en blanding af virksomhedstyper i relation til miljøklasserne.

Bemærkninger

Området kan indeholde virksomheder af regional betydning. Delområde E2 kan i henhold til gældende lokalplan indeholde virksomheder i miljøklasse 1-6, men hvis området udpeges til forbeholdt produktionsvirksomheder bør den laveste miljøklasse være 4.

BAGGRUND FOR UDPEGNING - Erhvervsområde ved St. Lihme (17.E.3) 

Afgræsning

Afgrænsningen svarer til delområde 1 i lokalplan 1168 minus vejadgangen til Tørskindvej.

Virksomheder og infrastruktur

Området rummer Danepork A/S. Området har god adgang til overordnet vejnet.

Kommuneplanen giver mulighed for virksomheder i miljøklasse 1-6. I henhold til lokalplanen må der ligge virksomheder i op til miljøklasse 6.

Konsekvensområde

Nej. Mod vest er der et eksisterende boligområde, og mod øst skal der ikke ske byudvikling.

Bemærkninger

Der er igennem de senere år lavet en del investeringer i virksomheden og taget højde for udvidelsesmuligheder. En udpegning til område forbeholdt produktionsvirksomheder kan have betydning for muligheden for en butik. Kommuneplanrammen bør ændres til miljøklasse 4-6.

BAGGRUND FOR UDPEGNING - Erhvervsområde ved Svindbækvej og Vejlevej ved Svindbæk ( 99.E.1 og 99.E.8) 

Afgræsning

Afgrænsningen svarer til rammerne 99.E.1 og 99.E.8.

Virksomheder og infrastruktur

Området rummer vindmøllefabrikken Welcon A/S og DLG Østjylland. Der er god adgang til det overordnede vejnet.

Kommuneplanens ramme 99.E.1 giver mulighed for virksomheder i miljøklasse 1-6 og ramme 99.E.8 giver mulighed for miljøklasse 1-5. Lokalplanernes bestemmelser svarer til kommuneplanrammerne.

Konsekvensområde

Nej, ikke byudviklingsinteresser i nærområdet.

Bemærkninger

Virksomheden indeholder en større, investeringstung virksomhed, der indgår i en regional værdikæde. Kommuneplanramme bør ændres til miljøklasse 4-6.